Forretningsorden ved generalforsamlinger

 


Med det formål at søge klubbens generalforsamlinger afviklet på en sådan måde, der både giver en tilfredsstillende saglig behandling af dagsordenen og bevirker, at generalforsamlingen ikke trækkes unødigt ud, er følgende regler gældende:

 

  1. Formanden åbner generalforsamlingen og beder om forslag til en dirigent, der vælges ved håndsoprækning. Valget afgøres ved almindelig majoritet.
  2. Dirigenten kontrollerer, om generalforsamlingen er lovligt indkaldt i henhold til lovene. Derefter vælges et stemmeudvalg på 3 medlemmer. Dagsordenen oplæses.
  3. Af protokollen, som i bestyrelsen er oplæst, oplæses et resumé på generalforsamlingen omfattende: Dagsorden, navne på dem, der havde ordet til beretningen, regnskabet,eventuelle forslagsvedtagelser eller - forkastelser og navne på valgte. Samme oplæsning ved eventuelle ekstraordinære generalforsamlinger.
  4. Ved forslag fra medlemmerne kan dirigenten straks foretage afstemning om afslutning med de indtegnede talere.
  5. Dirigenten efterlyser, om regnskabet ønskes oplæst. Regnskabet sættes under afstemning ved håndsoprækning.
  6. Kun forslag, der er rettidigt indsendt i henhold til lovene, kan behandles på generalforsamlingen. Ved behandling af forslag kan dirigenten eller medlemmerne til enhver tid stille forslag om afslutning med de indtegnede talere eller begrænsning af taletiden.
  7. Afstemning om forslag skal i almindelighed foregå ved håndsoprækning, med mindre generalforsamlingen vedtager, at forslaget har en sådan karakter, at skriftlig afstemning er nødvendig.
  8. Ved valg af bestyrelsesmedlemmer m.fl. skal dirigenten efterlyse kandidater, derunder også oplyse, hvem af de            afgåede, der modtager genvalg. Der gives kandidaterne eller anden mulighed for at få ordet umiddelbart før valget, således at forsamlingen kan få mulighed for at gøre sig bekendt med de pågældendes synspunkter. Hvis der er flere kandidater til de enkelte tillidsposter, skal skriftlig afstemning foretages. De medlemmer, der er i vagt på det tidspunkt   generalforsamlingen finder sted, kan skriftligt afgive deres stemme, som skal afleveres inden valghandlingen finder sted.
  9. Dirigenten er pligtig at fratage en taler ordet, hvis denne ikke holder sig til det foreliggende punkt. Dirigenten er i sådanne tilfælde suveræn.
  10. Hvis et medlem har bedt om ordet til dagsordenen, skal han holde sig til denne. Gør han ikke det, skal dirigenten fratage ham ordet.
  11. Ændringer til den her gældende forretningsorden kan kun ske ved indsendelse af forslag i henhold til lovene og får først virkning fra den efterfølgende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.

 

 

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 10. april 1987.

 

Paul Jørgensen

Formand